Handelsbetingelser

En pakkerejse er en kombination af to forskellige rejseydelser, som er angivet i punkterne A-D nedenfor:

  1. Passagerbefordring
  2. Indkvartering
  3. Udlejning af motorkøretøjer
  4. Anden væsentlig turistydelse

Køber du en pakkerejse, skal du først og fremmest være opmærksom på dine centrale rettigheder, som er beskrevet i det nedenstående standardoplysningsskema for aftaler om pakkerejser.

Den kombination af rejseydelser, du tilbydes, udgør en pakkerejse i henhold til direktiv (EU) 2015/2302.
Du er derfor omfattet af samtlige EU-rettigheder for pakkerejser. MC Travel USA er fuldt ansvarlig for korrekt levering af den samlede pakkerejse.
MC Travel USA har desuden oprettet den lovpligtige beskyttelse til at refundere dine betalinger og, hvis pakkerejsen inkluderer transport, sikre din hjemtransport i tilfælde af konkurs eller insolvens.

Centrale rettigheder efter direktiv (EU) 2015/2302
  • Rejsende vil modtage alle vigtige oplysninger om pakkerejsen, inden aftalen om pakkerejsen bliver indgået.
  • Der er altid mindst én erhvervsdrivende, som er ansvarlig for den korrekte levering af alle de rejseydelser, der er inkluderet i aftalen.
  • Rejsende kan med rimeligt varsel overføre pakkerejsen til en anden person, eventuelt mod betaling af yderligere omkostninger.
  • Pakkerejsens pris kan kun forhøjes, hvis særlige omkostninger stiger (f.eks. brændstofpriser), og hvis det udtrykkeligt er fastsat i aftalen og under ingen omstændigheder senere end 20 dage inden pakkerejsens begyndelse. Hvis prisstigningen overstiger 8 % af pakkerejsens pris, kan den rejsende opsige aftalen. Hvis rejsearrangøren forbeholder sig retten til en prisstigning, har den rejsende også krav på en prisnedsættelse, hvis de relevante omkostninger falder.
  • Rejsende kan opsige aftalen uden betaling af et annulleringsgebyr og få fuld refusion af alle betalinger, hvis nogle af pakkerejsens væsentlige elementer, bortset fra prisen, ændres væsentligt. Hvis den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for pakkerejsen, aflyser pakkerejsen inden pakkerejsens begyndelse, har de rejsende ret til refusion og eventuel erstatning, afhængigt af omstændighederne.
  • Rejsende kan opsige aftalen uden betaling af et annulleringsgebyr inden pakkerejsens påbegyndelse i tilfælde af ekstraordinære omstændigheder, f.eks. alvorlige sikkerhedsproblemer på destinationen, der kan påvirke pakkerejsen.
  • Rejsende kan desuden til enhver tid inden pakkerejsens begyndelse opsige aftalen mod betaling af et rimeligt og begrundet annulleringsgebyr.
  • Hvis væsentlige elementer af pakkerejsen efter pakkerejsens påbegyndelse ikke kan leveres som aftalt, skal der tilbydes den rejsende passende alternative arrangementer uden yderligere udgifter. Rejsende kan opsige aftalen uden betaling af annulleringsgebyr, hvis tjenesteydelser ikke udføres i overensstemmelse med aftalen, og dette væsentligt berører leveringen af pakkerejsen, og rejsearrangøren undlader at afhjælpe problemet.
  • Rejsende har ret til en prisnedsættelse og/eller erstatning, hvis rejseydelserne ikke bliver leveret eller er mangelfulde.
  • Rejsearrangøren skal yde bistand, hvis den rejsende kommer i vanskeligheder.
  • Hvis rejsearrangøren, eller i nogle medlemsstater formidleren, går konkurs eller bliver insolvent, refunderes betalingerne. Hvis rejsearrangøren, eller i givet fald formidleren, går konkurs eller bliver insolvent efter pakkerejsens påbegyndelse, og hvis pakkerejsen omfatter befordring, er de rejsendes hjemtransport sikret. MC Travel USA har oprettet beskyttelse mod konkurs eller insolvens hos Rejsegarantifonden. Rejsende kan henvende sig til Rejsegarantifonden eller Pakkerejseankenævnet, Haldor Topsøes Allé 1, st., 2800 Lyngby, hvis de nægtes ydelser på grund af MC Travel USAs konkurs eller insolvens.

Direktiv (EU) 2015/2302, der er gennemført i national ret, kan findes på www.retsinformation.dk

1. Aftalen

1.1. Tilmelding/aftalens indgåelse

  • Et køb bliver bindende ved din mundtlige eller skriftlige accept af et tilbud. Herefter fremsendes en bekræftelse. Hvis du konstaterer et misforhold mellem det bestilte og det bekræftede, skal du omgående kontakte MC Travel USA med henblik på eventuelle rettelser.
  • Type af rejser: De juridiske vilkår for kontraktforholdet mellem dig som kunde og MC Travel USA afhænger af, hvilken type rejse der er købt. Definitioner og aftalevilkår for hovedproduktet, MC gruppeture med guide, fremgår af punkt 1.2.
  • Informationer: De angivne informationer i bestillingsforløbet anses som en del af aftalen, som er bindende for MC Travel USA, medmindre du modtog ændringerne skriftligt ved bestilling af rejsen.
  • Klassifikationer: Den angivne klassifikation af hoteller og andre produkter er en subjektiv vurdering foretaget af MC Travel USA og stemmer ikke nødvendigvis overens med stedets egen klassifikation.
  • Hos MC Travel USA skal bestiller af rejsen være myndig på reservationstidspunktet. Generelt skal du være fyldt 21 år for at kunne leje MC. Er du under 25 år, er der som regel særlige regler. De nøjagtige regler fremgår af lejebetingelserne.

1.2. MC gruppeture med guide

  • MC gruppeture med guide defineres som en pakkerejse, da den indeholder transport, indkvartering og turistmæssige ydelser.
  • MC gruppeture med guide sælges som en samlet pakke. Hvis du vælger ikke at deltage i en eller flere af rejsens elementer, kan de ubenyttede dele ikke refunderes.
  • Deltagere på MC gruppeture med guide har pligt til at følge anvisninger fra guider, hotelejere og transportselskaber i forbindelse med rejsen.
  • MC gruppeture med guide kan i særlige tilfælde og efter forudgående aftale med MC Travel USA sælges uden flytransport. I disse tilfælde opkræves et gebyr for denne service.
  • Medmindre andet fremgår af tilbuddet og/eller rejseplanen, er MC Travel USAs rejser som udgangspunkt ikke egnede for personer med bevægelseshandicap eller anden nedsat funktionsdygtighed. Rejseprogrammet vil altid angive, hvis der derudover stilles særlige krav til deltagernes fysik og helbred.
  • På MC gruppeture med guide stilles en følgebil til rådighed som servicevogn. Følgebilen kan bruges til transport af bagage, kufferter, motorcykler med tekniske problemer og lignende. Transport i følgebilen sker på deltagernes eget ansvar. MC Travel USA kan derfor ikke holdes ansvarlig for skader på motorcykler eller bagage under transporten eller for bortkommen bagage, uanset årsagen.

1.3. Forbehold for fejl
Trykfejl: Der tages forbehold for trykfejl og ændringer i skrevne materialer. Eventuelle kendte ændringer på bestillingstidspunktet vil blive oplyst ved bestilling.
Forkert pris: MC Travel USA forbeholder sig retten til at annullere købet og ophæve eventuelle reservationer, hvis kunden har fået oplyst eller købt en rejse til en åbenlys forkert pris.

2. Pris og betaling

2.1. Rejsens pris

  • Rejsens pris omfatter samtlige personer i bestillingen eller de ydelser, der er nævnt i aftalen, samt alle kendte skatter, afgifter og bidrag til Rejsegarantifonden. Der kan dog være lokale skatter og afgifter, som ikke kan opkræves på forhånd. Hvis disse er kendte, vil de være oplyst i rejsedokumenterne.
  • Medmindre andet er angivet, er rejseprisen baseret på indkvartering i et delt dobbeltværelse. Rejser du alene vil du normalt blive opkrævet et tillæg for enkeltværelse.
  • Der må aldrig bo flere personer på et hotelværelse, end det antal der er angivet ved bestillingen, medmindre der foreligger en særlig skriftlig aftale med MC Travel USA.
  • Særlige ønsker til rejsen eller opholdet skal fremgå af aftalen/bekræftelsen for at være gyldige, eller på anden måde kunne dokumenteres.
  • Hvis prisen er oplyst i en fremmed valuta, anvender MC Travel USA en omregningskurs til danske kroner, der svarer til bankkursen på faktureringstidspunktet med et kurstillæg på 3%.

2.2. Betaling af rejsen

  • Den aftalte delbetaling på 10.000 kr. skal indbetales umiddelbart efter bestilling. Hvis delbetalingen ikke er indbetalt inden den aftalte dato, bortfalder aftalen.
  • Slutbetaling skal være modtaget senest 3 måneder før afrejsedagen. Herefter fremsendes rejsedokumenterne, så du modtager dem senest 7 dage før afrejse. Hvis slutbetalingen ikke er modtaget senest den aftalte dato, forbeholder MC Travel USA sig retten til at hæve aftalen med øjeblikkelig virkning. Delbetalingen tilbagebetales ikke.
  • De fleste typer af flybilletter skal betales i forbindelse med reservationen og kan generelt ikke ændres, annulleres eller refunderes.

2.3. Prisændringer efter aftalens indgåelse
Efter indbetaling af delbetalingen er rejsens pris låst fast, og MC Travel USA vil dække eventuelle ændringer i valutakurser eller leverandørpriser

3. Flybilletter

3.1. Generelt for flybilletter

  • MC Travel USA er afhængig af, at luftfartsselskaberne har givet korrekte oplysninger, og forbeholder sig derfor retten til at refundere hele rejsens pris, hvis flybilletten af tekniske årsager ikke kan udstedes.

    Flybilletter er i dag underlagt specielle vilkår og restriktioner, som du skal være opmærksom på. Billetterne kan som hovedregel hverken ændres, annulleres eller refunderes.
  • Kombinerer du selv billetter eller reservationer til en sammenhængende rejse, og der opstår forsinkelser undervejs, bærer du selv risikoen, hvis du ikke når din næste forbindelse. Køber du derimod en samlet flyreservation fra udrejsested til slutdestination hos MC Travel USA, hvor der godt kan være flyskifte undervejs, er du bedre sikret i tilfælde af forsinkelser, da de involverede flyselskaber vil påtage sig forpligtelsen for den samlede transportydelse.
  • Du skal være opmærksom på, at flybilletter skal benyttes i den korrekte rækkefølge. Hvis du ikke gør det, vil luftfartsselskabet annullere de resterende flystrækninger. Undlader du at benytte en strækning på billetten, vil du ligeledes miste retten til at bruge de efterfølgende strækninger.
  • Hvis du undlader at gøre brug af din udrejse, mister du retten til at bruge hjemrejsebilletten.

3.2. Navne i flybilletter

  • Det er vigtigt, at MC Travel USA modtager samtlige rejsendes korrekte og fuldstændige navne. Navnene skal være i fuld overensstemmelse med det/de gyldige pas. Kunstnernavne, kaldenavne og lignende må ikke anvendes på flybilletter, da det kan føre til afvisning ved check-in til flyet. MC Travel USA påtager sig intet ansvar for følgerne af ukorrekte oplysninger, som bureauet ikke har haft kendskab til.
  • Det er dit eget ansvar skriftligt at oplyse korrekt navn i overensstemmelse med oplysningerne i passet
  • Kontroller altid navnene på billetterne med det samme, når du har modtaget dem.

3.3. Fly- og rejseplaner

  • Disse kan være udarbejdet lang tid før afrejsetidspunktet, og flyselskaberne kan have foretaget ændringer efter billetten er reserveret og udstedt. Sker der ændringer inden afrejse, men efter at billetten er udstedt og leveret, kontakter MC Travel USA dig pr. e-mail eller telefon og informerer om disse ændringer.
  • Afviger rejsetiderne i de udleverede eller fremsendte billetter fra den oprindelige bekræftelse, skal du omgående kontakte MC Travel USA, så eventuelle fejl straks kan rettes.
  • MC Travel USA anbefaler, at du løbende kontrollerer dine flyreservationer på viewtrip.travelport.com.

3.4. Check-in-tidspunkt i lufthavne

  • På grund af øgede sikkerhedscheck i alle lufthavne kan der opstå ventetid ved check-in. Det er de enkelte lufthavne og flyselskaberne, der bestemmer det seneste check-in-tidspunkt. Generelt skal check-in være afsluttet 3 timer før flyafgang.
  • Der kan være lange køer ved både check-in, paskontrol og security. Hvis du opdager, at du ikke kan gennemføre check-in i tide og derfor ikke når frem til den oplyste gate rettidigt, er det dit ansvar at gøre opmærksom på dig selv i køen.
  • Reglerne kan ændres med kort varsel af luftfartsmyndighederne eller lufthavnsadministrationen. MC Travel USA anbefaler derfor altid, at du allerede ved ankomst til en given lufthavn forhører dig om afgangsterminal og de aktuelle check-in-tider, så du kan tage højde for dem i forhold til rejsen. MC Travel USA anbefaler også, hvis muligt, at du undervejs benytter viewtrip.travelport.com for at kontrollere din næste flyafgang.
4. Lejekontrakt ved udlevering af MC
  • Ved udleveringen af motorcykel udskrives en lejekontrakt, der er den juridiske aftale mellem dig som lejer og udlejningsselskabet.
  • Ved udleveringen motorcykel har udlejeren ret til at tilbyde dig ekstra køb som f.eks. yderligere forsikringsdækninger eller opgradering til en anden og dyrere kategori. Disse tilkøb er altid frivillige, og hvis du skriver under, er der indgået en bindende aftale med udlejeren udenom MC Travel USA, som ikke kan fortrydes.
  • Lejekontrakten vil med din underskrift til enhver tid være bindende og juridisk gyldig uanset hvad der er oplyst mundtligt. En mundtlig aftale skal anføres i lejekontrakten for at være juridisk gyldig.
  • MC Travel USA kan ikke refundere tilkøb, der i lejekontrakten er godkendt af dig som kunde ved din underskrift.
  • MC Travel USA kan ikke holdes ansvarlig for indhold i lejeaftalen.
5. Afbestilling

5.1. Gebyrer og refundering ved afbestilling
Hvor stor del af rejsens pris, der går tabt, afhænger af tidspunktet for afbestillingen:

  • Frem til 3 måneder inden afrejse: 10.000 kr. pr. person er tabt.
  • Under 3 måneder inden afrejse: ingen refundering – hele rejsens pris er tabt.

5.2. Afbestilling i tilfælde af krigshandlinger og lignende

  • Hvis der inden pakkerejsens påbegyndelse opstår uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder på rejsedestinationen eller i dens umiddelbare nærhed, som væsentligt påvirker leveringen af pakkerejsen eller transporten til destinationen, kan pakkerejsen afbestilles vederlagsfrit. Den vederlagsfrie afbestillingsret gælder dog ikke, hvis du ved aftalens indgåelse var bekendt med de pågældende omstændigheder, eller hvis disse var almindeligt kendte.
  • Hvis du skal besøge flere destinationer, har du kun ret til at afbestille den del af pakkerejsen, der omfatter det område, som du frarådes at rejse til. Hvis dette område udgør den væsentligste del af rejsen, kan hele rejsen dog afbestilles vederlagsfrit.

5.3. Afbestilling i tilfælde af sygdom
Det anbefales at du tegner en afbestillingsforsikring i tilfælde af akut sygdom inden afrejse.

6. Ændringer

6.1. Generelt for ændringer

  • Pakkerejsen kan overdrages til en anden person, hvis leverandøren og produkttypen tillader dette. Overdrageren af pakkerejsen og modtageren hæfter solidarisk for betalingen af eventuelle udeståender samt eventuelle omkostninger, der følger af overdragelsen.
  • En ændring forudsætter, at produktet kan ændres. Især flybilletter kan normalt ikke ændres. Ud over eventuelle prisændringer fra leverandøren som følge af ændringen opkræves 2.500 kr. pr. person i ændringsgebyr.
  • Overdragelse af pakkerejsen under ovenstående forudsætninger skal ske før 3 måneder før afrejsedato. Kan eventuelle ændringer ifm. overdragelsen ikke være på plads før 3 måneder før afrejsedato, kan overdragelsen ikke finde sted.

6.2. Ændringer af pakkerejsen
Hvis MC Travel USA må aflyse rejsen eller ikke kan gennemføre den som aftalt, vil du blive informeret herom hurtigst muligt og oplyst om dine rettigheder. Hvis rejsens gennemførelse kræver et minimum antal deltagere, vil dette være oplyst ved bestilling.

Hvis MC Travel USAs ændringer i aftalen er væsentlige, eller hvis rejsen aflyses uden, at du er skyld i det, har du følgende rettigheder:

  • Du kan hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er indbetalt i henhold til aftalen, eller
  • Du kan deltage i en anden rejse efter eget valg, hvis MC Travel USA kan tilbyde dette uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab.

Du skal underrette MC Travel USA om dit valg inden for rimelig tid efter, at du har modtaget meddelelse om ændringerne. Vælger du at deltage i en rejse arrangeret af MC Travel USA med en højere pris, skal du betale prisforskellen. Hvis pakkerejsen har en lavere pris end den oprindeligt bestilte, vil MC Travel USA tilbagebetale prisforskellen.

6.3. MC Travel USAs ansvar og ansvarsfrihed ved ændringer
Hvis du lider et direkte tab som følge af en ændring eller annullering foretaget af MC Travel USA, har du ret til erstatning i overensstemmelse med det ovenstående, medmindre ændringen eller annulleringen skyldes:

  • Manglende tilslutning eller belægningsprocent på rejsen. Det nødvendige minimum oplyses ved bestillingen.
  • At MC Travel USA har meddelt dig dette senest 20 dage før afrejsedagen
  • Forhold hos dig selv.
  • En tredjemand, der er uvedkommende for pakkerejsen.
  • Udefrakommende, uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som MC Travel USA eller nogen, de er ansvarlige for, ikke med passende omhu kunne have forudset ved aftalens indgåelse, vejrlig forhold, vejarbejder m.v.

MC Travel USA påtager sig ikke ansvar for eller omkostninger til arrangementer, der ikke er bestilt hos MC Travel USA.

7. Mangler ved leverancen af rejsen

7.1. Mangler

  • Hvis du oplever en mangel på din rejse, har du pligt til hurtigst muligt at informere MC Travel USA, så vi har mulighed for at afhjælpe problemet.
  • Hvis en væsentlig del af de aftalte ydelser ikke leveres, eller hvis rejsen er behæftet med mangler eller har en ringere kvalitet end aftalt, hvilket medfører en betydelig forringelse af rejsens formål, kan du hæve aftalen. Du skal i så fald straks underrette MC Travel USA.
    • Herunder hører ikke udefrakommende, uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder forårsaget af vejrlig forhold, vejarbejder m.v.
  • Hvis aftalen hæves som følge af ovennævnte forhold, er MC Travel USA forpligtet til at tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Dette sker dog med fradrag af en godtgørelse, der svarer til den værdi, som pakkerejsen må antages at have haft for dig.
  • Hvis aftalen omfatter transport, har du desuden ret til uden omkostning at blive transporteret tilbage til afrejsestedet med det aftalte transportmiddel og på det aftalte tidspunkt.

7.2. Afhjælpning af mangler ved rejsen

  • Når MC Travel USA tilbyder at afhjælpe manglen, og dette sker inden for rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for dig, kan du ikke kræve afslag eller hæve aftalen.
  • Hvis afhjælpning ikke sker som nævnt ovenfor, eller hvis afhjælpning ikke kan kræves, fordi det vil påføre MC Travel USA uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe, kan du kræve et passende afslag i rejsens pris.
8. MC Travel USAs ansvar
  • Konventioner: MC Travel USAs ansvar er begrænset til de erstatningsbeløb, som vores underleverandører begrænser deres ansvar til i henhold til følgende internationale konventioner:
    • Ved søtransport: Athen-konventionen med tillægsprotokol.
    • Ved flytransport: Montréal- og Warszawa-konventionerne og EU Forordning 889/2002, der begrænser flyselskabernes erstatningsansvar i tilfælde af død eller tilskadekomst, bortkomst eller beskadigelse af bagage samt i tilfælde af forsinkelse. Flyselskabets og dermed MC Travel USAs erstatningsansvar for bortkommet, beskadiget eller forsinket bagage er begrænset til 1.131 SDR (tilsvarende ca. 10.440 DKK). MC Travel USA optræder som agent for det eller de i rejsen involverede transportselskaber, der alene er ansvarlige for den korrekte gennemførelse af den transport, de har bekræftet og for den bagage, de har medtaget.
  • Force majeure: MC Travel USA påtager sig intet ansvar for ændringer, forsinkelser osv., der er en følge af aftalebrud, strejker, vejrlig eller forhold, som MC Travel USA er uden indflydelse på.
  • Fælleshæftelse overfor kunden; Ved pakkerejser kan du rette krav på grund af mangler ved pakkerejsen mod enten leverandøren eller MC Travel USA, som hæfter solidarisk.
9. Kundens ansvar

9.1. Generelt for kundens ansvar

  • Hvis du udebliver uden at have afbestilt rejsen, eller ikke møder op på det angivne tidspunkt og sted for ud- eller hjemrejsen, eller hvis du ikke kan påbegynde rejsen på grund af manglende rejsedokumenter, som for eksempel gyldigt pas, visum eller vaccination, har MC Travel USA ret til at opkræve den totale pris for pakkerejsen. I disse tilfælde kan der ikke senere kræves kompensation for ubenyttede ydelser.
  • Som kunde er du forpligtet til:
    • Omgående at kontrollere rigtigheden af tilsendte og modtagne rejsedokumenter, samt at gennemlæse betingelserne.
    • At sørge for, at MC Travel USA altid har de korrekte navne på samtlige deltagere på bestillingen.
    • At informere om eventuelle funktionsnedsættelser eller bevægelseshæmning ved bestilling af rejsen, inklusiv nødvendige og relevante oplysninger om særlige behov.
    • At holde dig løbende orienteret om afrejsetider.
    • At følge de anvisninger, som MC Travel USA har meddelt for rejsen.

Hvis du ikke følger dette, har du selv ansvaret for eventuelle omkostninger eller andre konsekvenser.

9.2. Rejseforsikring
Du er selv ansvarlig for at afholde udgifter ved sygdom, hospitalsindlæggelse mv. undervejs, medmindre MC Travel USA kan gøres ansvarlig. Det anbefales derfor, at du tegner en rejseforsikring.

9.3. Pas, visum, kørekort, vaccinationer, medicin med videre

  • Du er selv ansvarlig for, at nødvendige forhold vedrørende pas, visum, kørekort og vaccinationer er i orden ved rejsens begyndelse. Du kan finde information om dette ved de respektive ambassader, Udenrigsministeriet og Statens Serum Institut. MC Travel USA er udelukkende ansvarlig for at oplyse om krav til pas og visum.
  • Har du ikke dansk pas, skal dette meddeles MC Travel USA ved bestillingen, så vi kan vejlede dig og henvise dig til de steder, hvor du selv skal søge oplysninger om de krævede formaliteter for rejsen.
  • Passet skal have minimum 6 måneders gyldighed efter datoen for hjemkomst.
  • Vær opmærksom på eventuelle krav om transitvisum.
  • Bruger du medicin, der indeholder stærkt euforiserende stoffer, bør du spørge apoteket eller din egen læge til råds om en medicinattest til rejsebrug. MC Travel USA kan ikke gøres ansvarlig for eventuelle konsekvenser af en manglende medicinattest.

9.4. Kundens ansvar ved leje af køretøj

  • Ved udleveringen af jeres MC har medarbejderne hos udlejningsbureauet ret til at tilbyde dig yderligere forsikringsdækninger og andre tilkøbsydelser. Sådanne tilkøb er altid frivillige, og hvis du skriver under på dem, har du indgået en juridisk bindende aftale, som ikke kan fortrydes, ophæves eller refunderes af MC Travel USA. Husk derfor altid at læse lejekontrakten grundigt igennem, inden du skriver under.
  • På lejekontrakten vil eventuelle tilkøb og priserne herfor altid være specificeret, så du er informeret om omkostningerne.

9.5. Indførsel af planter, frugt, frø og andre planteprodukter til EU
Fra 14. december 2019 er der nye og skærpede regler, der betyder, at du ikke må medbringe planter, frø, blomster eller frugt i bagagen, når du ankommer til et EU-land fra et land udenfor EU, medmindre du medbringer et plantesundhedscertifikat. Læs mere om reglerne her: https://lfst.dk/landbrug-og-planter/plantesundhed/sammen-sikrer-vi-sunde-planter/maa-jeg-bestille-planter-paa-internettet-eller-tage-planter-med-hjem-fra-min-rejse

10. Reklamation og erstatning

10.1. Generelt om reklamationer

  • Eventuelle reklamationer i forbindelse med rejsen skal fremsættes overfor MC Travel USA umiddelbart efter konstateringen af fejlen eller manglen. Hvis problemet ikke afhjælpes tilfredsstillende, skal MC Travel USA kontaktes hurtigst muligt på telefon: (+45)2878 2111 eller mail: Info@mctravelusa.dk.
  • Eventuelle krav mod MC Travel USA skal umiddelbart efter rejsens afslutning fremsættes over for MC Travel USA. Krav, der fremsættes senere end 6 måneder efter, at manglen blev konstateret, anses ikke for at være fremsat inden for rimelig tid og vil derfor ikke blive behandlet.

10.2. Pakkerejse-Ankenævnet
For ”Pakkerejser” gælder, at hvis der ikke kan opnås enighed om et erstatningskrav og -beløb efter klage direkte til MC Travel USA, kan du indbringe klagen for:

  • Pakkerejse-Ankenævnet, Haldor Topsøes Allé 1, st., 2800 Lyngby – se mere på: www.pakkerejseankenaevnet.dk
  • eller via den Europæiske platform: http://ec.europa.eu/consumers/odr

10.3. Flyforsinkelse eller afvisning ved ombordstigning
Ved flyforsinkelser eller afvisning ved ombordstigning (denied boarding) henviser vi til EU-forordning 261/2004 – Flypassagerers rettigheder – som kan læses på dansk på www.flypassager.dk/flypassagerrettigheder

10.4. Rejsegarantifonden
MC Travel USA er medlem af Rejsegarantifonden, som beskytter dig økonomisk ved køb af pakkerejser, f.eks. i tilfælde af konkurs.

10.5. Værneting og lovvalg

  • Ethvert krav mod MC Travel USA skal afgøres efter dansk ret. Klager eller søgsmål, der ikke kan afgøres af Pakkerejse-Ankenævnet, skal afgøres ved Sø- og Handelsretten.
  • Processproget vil altid være dansk.
11. Persondatabehandling
  • MC Travel USA er dataansvarlig i forhold til de personoplysninger, du afgiver, når du for eksempel bestiller en rejse eller gør brug af de andre ydelser, som vi tilbyder. Spørgsmål, anmodninger og henvendelser vedrørende dine personoplysningerne kan rettes til MC Travel USA, telefon (+45)2878 2111 og mail info@mctravelusa.dk.
  • Når du accepterer disse handelsbetingelser, giver du i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 6(1)(a) dit samtykke til, at: MC Travel USA må indsamle, registrere og opbevare dine personlige oplysninger, herunder dit navn, kontaktoplysninger (e-mailadresse, fysisk adresse, telefonnummer) og eventuelt dit pasnummer. Dette sker i forbindelse med indgåelse af aftaler om rejsekøb, forespørgsler om rejsetilbud, mødebooking, tilmelding til MC Travel USA-events eller nyhedsbreve via hjemmesiden eller personlig henvendelse. Oplysningerne er nødvendige for at gennemføre din rejsebestilling eller levere den ønskede service.
  • MC Travel USA udveksler personoplysninger med samarbejdspartnere, der er relevante ift. gennemførelsen af din rejsebestilling eller anden service du har anvendt. MC Travel USA indestår for, at der er indgået databehandleraftaler med de modtagere af personoplysninger, som er databehandlere for MC Travel USA. MC Travel USA indestår desuden for, at disse databehandleraftaler lever op til de krav, der følger af databeskyttelsesforordningen.
  • MC Travel USA opbevarer, eller på anden vis behandler, udelukkende dine personoplysninger i det tidsrum, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet og registreret. Dette betyder navnlig, at dine personoplysninger slettes så snart MC Travel USA ikke længere har et formål med at behandle dem. Opbevaringsperioden afhænger således af behandlingsaktiviteten, og du kan regne med, at dine personoplysninger vil blive behandlet i tre år efter bestillingen af rejsen. Herefter vil oplysningerne blive slettet permanent eller anonymiseret, så de på intet tidspunkt kan føres tilbage til dig.
  • Du kan til enhver tid henvende dig til MC Travel USA via de oplysninger, der er nævnt i afsnit 9.1 og anmode om at anvende følgende af dine rettigheder:
    • Sletning, berigtigelse eller indsigt i dine personoplysninger
    • Begrænsning af behandling vedrørende dine personoplysninger
    • Indsigelse mod behandling af dine personoplysninger
    • Transmittering af dine personoplysninger til en anden dataansvarlig (dataportabilitet)
    • Trække samtykke om tilmelding til nyhedsbrev tilbage (dette kan også udføres via link i nyhedsbrevet)
  • Når du gør brug af dine rettigheder som nævnt ovenfor, skal MC Travel USA sikre, at du er den, du udgiver dig for at være. Derfor kan vi bede om yderligere oplysninger, såsom dit navn, adresse eller i visse tilfælde dit personnummer. Disse oplysninger slettes straks efter identifikationsprocessen er afsluttet. Vær opmærksom på, at dette ikke berører lovligheden af den handling, MC Travel USA allerede har foretaget i kraft af dit oprindelige samtykke inden tilbagetrækningen blev meddelt MC Travel USA.
  • Du kan til enhver tid henvende dig til Datatilsynet og klage over MC Travel USAs behandling af dine personoplysninger. Henvendelse i den forbindelse rettes til:
    Datatilsynet
    Borgergade 28, 5., 1300 København K
    Telefon: 33 19 32 00
    E-mail: dt@datatilsynet.dk

Scroll to Top